HISTORISK UDVIKLING
Pelsdyrholdet baseres primært på tre forskellige dyrearter: Mink (Mustela vison), blåræv (Alopex lagopus) og sølvræv (Vulpes vulpes). De tilsvarende vildtlevende former er den amerikanske mink, polarræven og rødræven, hvor den sidste efter en naturlig mutation er kommet til at fremtræde med den for sølvræven karakteristiske sorte bundfarve, idet den yderste del af dækhårene på størstedelen af kroppen er hvide. I et mindre omfang har mårhund (Nyctereutes procyonoides) og ilder (Mustela putorius) ligeledes dannet grundlag for en skindproduktion, men specielt den sidste er nok bedst kendt for gennem århundreder at være blevet benyttet til jagt på kaniner. Uden for gruppen af carnivore dyr findes endvidere gnaveren chinchilla (Chinchilla lanigera), der dels holdes som hobbydyr dels som produktionsdyr.

Som husdyr har ræv og mink været holdt i ca. 100 år, og de har gennem de mange generationers selektion udviklet sig meget forskelligt fra tilsvarende vildtlevende dyrearter. Et meget synligt eksempel for minken er størrelse og vægt, hvor de farmede dyr vejer næsten dobbelt så meget som de vildtlevende. Dyrenes temperament er ændret tilsvarende, som det også er almindelig kendt fra andre husdyrarter.
 

REPRODUKTION
Tidspunktet for parringen er styret hormonalt, og den øgede produktion af kønshormoner induceres af den lave lysintensitet i december. Det er således karakteristisk for både mink og ræv, at de kun har en parringsperiode pr. år., som for minken falder i marts, hvor tæverne er parringsvillige i ca. 3 uger, medens det for begge rævearter gælder, at tæven kun er parringsvillig fra et til nogle få døgn. For sølvræven falder parringsperioden typisk i februar og for blåræven i april. For alle tre arter gælder, at der holdes en han for hver 5 - 6 tæver.

Hvalpe pr. kuld ved fravænning

Mink 5.7
blåræv 5.8
Sølvræv 4,0

De anførte kuldstørrelser refererer til antal ved fravænning, der typisk finder sted, når hvalpene er ca. 8 uger gamle. Efter fravænning går hvalpene sammen kuldvis i et par uger, hvorefter de sættes ud parvis, en tævehvalp og en hanhvalp i hvert bur.

FODER
Da alle dyr samtidig befinder sig i samme stadium af produktionscyklus, hvilket i øvrigt er tilfældet overalt på den nordlige henholdsvis sydlige halvkugle, vil dette forløb samtidig medføre en tilsvarende skæv fordeling af behovet for fodermidler året igennem, idet der kun bruges ca. 25% i første halvår, men 75% i sidste halvår.
Bestemmende for fodermiddelvalget er især de carnivore dyrearters større behov for protein som følge af aminosyreforbrug til gluconeogenesen, og de specielle forhold omkring udviklingen af disse dyrearters mave-tarmkanal. Mest udtalt ses forholdene hos mink, hvor passagetiden gennem mave-tarmkanalen kun er 3 - 5 timer.
For vildtlevende mink og ræve vil valget af fødeemner være bestemt af biotopen, hvor de lever, og i alle tilfælde må arterne karakteriseres som "opportunister" med en høj grad af tilpasningsevne, når det gælder deres fødevalg. Minken lever ofte i tilknytning til vandløb og søer, hvor den lever af dyr som frøer, snegle, krabber og fisk, men også fugle, mus, rotter og kaniner udgør fødeemner, som minken i øvrigt udelukkende lever af, når den befinder sig i mere tørre områder. Uanset fødeemnet æder minken frisk nedlagt bytte eller rester, der kun er få timer gamle.
I modsætning til minken er ræven mere altædende, dels fanger og æder den flere forskellige byttedyr, dels æder den selvdøde dyr og ådsler. Samtidig er ræven i betydelig grad "vegetar", idet forskellige bær og frugter også indgår blandt fødeemnerne og i perioder kan udgøre den største del af fødeoptagelsen. Denne alsidighed kan illustreres med rødræven, der gennem de seneste årtier har invaderet de større byer, hvor den hovedsageligt ernærer sig af forhåndenværende affald fra husholdningerne.
Foder til de farmede dyr i Danmark er i overvejende grad baseret på mindre værdifulde affaldsprodukter som fiske- og fjerkræaffald samt industrifisk bestående af fiskearter, der ikke anvendes til human konsum. Den tidligere udbredte brug af affaldsprodukter fra kvæg- og svineslagterier er stort set ophørt på grund af den stærkt øgede produktion af "pet food", som kan afsættes til en væsentlig højere pris end den, der kan betales i en produktionssituation.
Det færdige foder indeholder 60 - 65% vand, og kombineret med det høje indhold af lettilgængelige næringsstoffer, vil der hurtigt kunne ske en mikrobiologisk vækst og en enzymatisk nedbrydning. Det er således nødvendigt med en høj grad af hygiejne, og om nødvendigt enkonservering af de enkelte våde foderemner fra de fremkommer, og til de skal anvendes.
Foderet fremstilles på 21 fodercentraler, hvorfra det køres ud til den enkelte avler med en frekvens afhængig af temperaturen og dermed af årstiden. I sommermånederne udbringes foderet dagligt, og om vinteren typisk to gange om ugen. Når foderet modtages på farmen, vil temperaturen være 0 - 3 C, og ved opbevaring i termosilo vil foderet fortsat have en lav temperatur frem til opfodringstidspunktet. Der gennemføres i øvrigt en intensiv kontrol med såvel råvarer som færdigt foder omfattende både indholdet af relevante næringsstoffer og foderets hygiejniske kvalitet.
Alle tre arter er uanset årstiden afhængig af at have fri adgang til drikkevand. Denne forsyning opnås gennem længdeløbende slanger eller rør anbragt på bagvæggen af burene, og der er monteret en drikkeventil i hvert bur. For at sikre dyrene vand også i frostperioder kan slanger og rør forsynes med et elektrisk varmekabel, hvorved der kan holdes en konstant vandtemperatur nogle grader over frysepunktet. En anden mulighed er brug af vandcirkulation også omfattende et så dybtliggende reservoir, at jordvarmen medfører den nødvendige opvarmning.

FARMANLÆG
De danske farmanlæg er, som farmanlæg i de øvrige nordiske lande, indrettet over et 2-meters modul, der anvendes uanset haltypen. Hallerne kan enten være den traditionelle åbne med en midtergang og bure på begge sider eller den lukkede hal med et varierende antal burrækker. Den sidste type har været den mest benyttede i Danmark gennem nogle år ved udskiftning af haller eller ved etablering af nye farmanlæg. Uanset betegnelsen lukket er disse haller i store dele af året at betragte som åbne, idet der både under taget og langs bunden findes ventilationslemme i hele hallens længde. Der er ikke fundet dyrerelaterede forskelle mellem de to typer, og det er således udelukkende comforthensyn for de personer, der arbejder i farmen, som bestemmer hvilken type, der foretrækkes.
Bursektionerne er for mink opdelt i 6 eller 8 rum pr. 2 meter, hvor 6-rumsburene anvendes til avlsdyr, tæver med hvalpe og i vækstperioden til en han- og en tævehvalp, som går sammen parvis. Når 8-rums bure benyttes vil det udelukkende være til enkeltgående avlsdyr, efter at hvalpene er vænnet fra. Foran burene findes en redekasse, som dels er isoleret i bunden og langs siderne med halm, dels er dækket med halm i den kolde del af året, hvor dyrene selv kan trække halm ned til at bygge rede af.
For rævene er sektionerne opdelt i to rum, og der går et avlsdyr pr. rum eller en han- og en tævehvalp sammen i vækstperioden. Om vinteren anvendes en sektion pr. dyr, idet der i det ene bur anbringes en redekasse, som tæverne også benytter, når hvalpene fødes og efterfølgende i laktationsperioden. Efter fravænning kan redekassen fjernes, men burene vil være udstyret med liggehylder ophængt øverst i buret. Formålet har dels været at give dyrene læ og isolation dels den højt placerede observationspost, som især sølvrævene ser ud til at benytte.
 

ADFÆRD OG VELFÆRD
Undersøgelser af domesticerede mink og ræves adfærd er intensiveret i de sidste to årtier specielt med fokus på dyrenes velfærd under de aktuelle produktionsforhold. Som det er tilfældet for vore andre husdyr besværliggøres denne type af undersøgelser af det forhold, at det ikke er muligt at kommunikere direkte med dyrene, men ved at kombinere undersøgelser af dyrenes adfærd med fysiologiske parametre som f.eks. hormoner og blodets indhold af hvide blodlegemer er det lykkedes at vise, hvilke behov dyrene har udover tilgang til vand og foder af høj kvalitet.
For den farmede mink er det således vist, at den, i lighed med sine slægtninge i naturen, tilbringer mellem 18 og 20 timer i døgnet i redekassen, og at det således er essentielt for minken, at den hele året har fri adgang til en redekasse. Samtidig er det fremgået, at burets størrelse indenfor vide grænser ingen betydning har for minkens trivsel. På baggrund af disse og mange andre undersøgelser, der bl.a. har inkluderet forhold som: fravænningstidspunkt, antal dyr pr. bur, burindretning, forskelle i adfærd på forskellige tidspunkter i produktionscyklus, aflivningsprocedure må det konkluderes, at den domesticerede mink trives godt under de nuværende produktionsforhold.
Det samme gælder i stor udstrækning for de to domesticerede ræve- arter, hvor de senere års forskning har især har peget på det ønskelige i, at rævene udover i hvalpeperioden får adgang til en redekasse hele året. På denne baggrund er der specielt gennemført undersøgelser med det formål at klarlægge udformning og placering af en sådan helårskasse. Endvidere fokuserer den aktuelle forskning vedrørende ræve på faktorer, som særlig retter sig mod begrebet langtidsstress. Disse undersøgelser omfatter fysiologiske parametres som hormoner, hjertefrekvens, organforandringer og dyrenes immunforsvar. Hertil kommer adfærdsundersøgelser omfattende frygt, succes i reproduktionsperioden og dyrenes vækst og udvikling i relation til forskellig udformning af dyrenes omgivelser.
Forskningen vedrørende domesticerede pelsdyrs adfærd finder sted i såvel nationale som internationale projekter med henblik på fortsat at udvikle og forbedre redskaber til at opnå en øget viden om dyrenes trivsel og dermed det bedst mulige grundlag for fremtidige ændringer i dyrenes omgivelser.

SORTERING OG PELSNING
Både mink og ræv skifter pels to gange om året, og tidspunkterne styres hormonalt under indflydelse af lysintensiteten og dermed daglængden. I april fældes vinterpelsen, og sommerpelsen begynder at vokse frem, det er karakteristisk hos både mink og ræv, at der er ca. 30% færre hår i sommerpelsen, samtidig med at hårene er kortere. I september begynder væksten af vinterpelsen, og pelsmodenhed opnås i november - december. På dette tidspunkt foretages livdyrssortering baseret på pelsens egenskaber, der kombineret med oplysninger om dyrenes størrelse, temperament og reproduktionsegenskaber danner grundlag for udvalg af dyr til næste avlssæson.
Efter sortering af dyrene finder aflivning og pelsning sted. For mink anvendes aflivning ved brug af CO eller CO₂, idet dyrene lukkes ind i en aflivningskasse efter at den nødvendige gaskoncentration er opnået. Videooptagelser af forløbet har samtidig vist, at dyrene reagerer, som når de sættes ind i et andet bur, nemlig ved at undersøge de nye omgivelser, medens der ikke ses nogen tegn på frygt eller forsøg på at undslippe.

Ved aflivning af ræve anvendes elektricitet, hvorved dyrene dør umiddelbart. I forbindelse med aflivning er det vigtigt at notere, at det er forløbet frem til tab af bevidsthed, som er af betydning, idet kroppens reaktion i den efterfølgende fase ikke kan registreres af dyrene.
Pelsning finder i de fleste tilfælde sted som en del af arbejsrutinen på den enkelte farm; men især mindre farme benytter alternativt et pelseri, hvor kroppene afleveres til pelsning, efter at dyrene er aflivet på farmen. Efter pelsning skrabes skindets læderside fri for fedt, og snavs og fedtrester fjernes ved brug af tørt savsmuld, som skindene rystes rundt i. Afsluttende tørres skindene, hvorefter de mærkes med en kode for pelsdyravlerens identifikation, og salget finder sted ved auktioner, efter at skindene er sorteret efter køn, længde, farve og kvalitet.
De afpelsede kroppe bliver sammen med det afskrabede fedt opbevaret i lukkede containere til det bringes til en destruktionsanstalt. Sammen med selvdøde dyr, kasserede slagtekroppe og affald fra forarbejdningsindustrien indgår pelsdyrkroppene således i råvaren for fremstilling af fodermidlet kød-benmel. Procesningen består i en opvarmning til ca. 110 C, hvorved materialet steriliseres og samtidig udvindes det meste af fedtindholdet. Efter tørring og formaling opnås et fodermiddel med et højt indhold af protein samt af mineralerne calcium og fosfor.