Kortlægning af minkens gener
Sektion f. Genetik og Avl
Institut f. Husdyrbrug og Husdyrsundhed
Den kgl. Vet. og Landbohøjskole
2000 Frederiksberg
Der sker i disse år en rivende udvikling med hensyn til kortlægning af de humane gener. I løbet af få år forventes det, at man kender rækkefølgen af de ca. 3 milliarder koder, der styrer udvikling og alle livsopholdende funktioner hos et menneske. Det koster ca. 1 krone per kode, så den samlede pris vil være ca. 3 milliarder kroner, og man forventer at kortet er færdigudviklet indenfor få år.
For mink er der ved år 2000 kendt op mod 100 tusinde koder, der omfatter dele af ca. 100 gener eller markørsekvenser. Der er kun kendt to komplette sekvenser, det er genet for tyrosin aminotransferase og lipoprotein lipase. Derudover er der kendt helt eller delvis koderne for ca. 35 gener, nemlig de koder der bliver oversat til det tilsvarende protein. De øvrige kendte sekvenser drejer sig om genmarkører, der hver omfatter i størrelsesorden omkring 200 koder.
I dag er der kun ganske få gener hvis placering er kendt hos minken, et af formålene med et kromosomkort er, at man ved hjælp af kortet vil kunne overføre store dele af den viden man indhøster fra genkortlægningsprojekt hos mennesket og andre pattedyr. Det er kendt hvilke humane kromosomer der svarer til alle specifikke mink kromosomer, men indenfor hvert kromosom kender man intet til genrækkefølgen hos mink. For at kunne udnytte al den viden der er skabt ved det humane kortlægnings projekt har man brug for i størrelsesorden ca. 25 kortlagte gener per kromosom. Minken har 15 kromosomer, så det svare til ca. 400 gener, der både er kortlagt hos mennesker og mink. Udforskning af minkens farvegener ligger lige for. Hos mus findes mange farvegener, hvor både den genetiske kode og den biokemiske funktion er kendt.
Midler til kortlægning.
Den klassiske metode til genkortlægning har været udspaltning af gener indenfor familier, som feks. er kendt ved udspaltning af farvetyper, når forældrene ikke avler rent. DNA markørene er velegnede til en sådan kortlægning. Der er dog problemer med de egentlige gener da de almindeligvis ikke udviser forskelle blandt afkommet.
Den anden metode er anvendelse af et hybridcellepanel, feks. et hamster celle panel hvor der i hver linie er tilbageholdt nogle få mink kromosomstykker. Er det de samme cellelinier, der er henholdsvis positive og negative med hensyn til to gener kan det udledes, at de må ligge på samme kromosom, og derved gør det muligt, at kortlægge gener der ikke udviser variation.
Fremskaffelse af koder for minkgener og genmarkører:
Fra nye database studier foreligger der en del genmarkører udviklet på nære slægtninge til minken, som feks. andre Mustelidae arter hermelin, odder, iller og grævling, der også kan anvendes på mink. Minkens DNA koderne er så ens med disse arter, at mere en 75 procent af de udviklede markører for disse arter kan anvendes til mink genkortlægning. De laboratorier der udvikler genmarkører til de viltlevende arter gør det indenfor området populationsbiologi, hvor man hovedsageligt arbejder med at beskrive genetisk variation og/eller genetiske forskelle mellem subpopulationer.
Der er også udviklet en del mink genmarkører på grundlag af kendte sekvenser fra andre pattedyr inklusive mennesket, men her er man nede på at kunne anvende mindre end 10 procent, så effektiviteten i at bruge genmarkører fra andre pattedyrarter må siges at være for lav til at man kan forvente et væsentlig bidrag fra den kant.
Endelig er der direkte udviklet ca. 40 genmarkøre på grundlag af mink DNA.
Konklusion:
Der arbejdes fra flere sider på at skabe viden om minkens gener. Udforskning af minkens farvegener ligger lige for. Hos mus findes mange farvegener, hvor både den genetiske kode og den biokemiske funktion er kendt. Dansk Pelsdyravlerforening yder støtte til et projekt på KVL, hvis hovedformål er et forsøg på en koordineret indsats for etablering af et kromosomkort for mink
Litteratur:
Brusgaard K. Establisment of a preliminary genomic map of the American mink (Mustela vison).
Research Center Foulum, 1998.
Brusgaard K, et al. Three polymorphic mink, Mustela vison, dinucleotide repeats. Anim Genet.
1998 Apr;29(2):153.
Christensen K. Mink server. Http://www.husdyr.kvl.dk/htm/kc/mink.htm
Dallas JF, et al. Microsatellite primers for the Eurasian otter.
Mol Ecol. 1998 7:1248-1251.
Davis CS, et al. Isolation, variability, and cross-species amplification of polymorphic
microsatellite loci in the family Mustelidae. Mol Ecol. 1998 7:1776-1778.
Fleming MA, et al. Primers for 10 microsatellites in mink.
Mol Ecol.1999, 8: 1352-1354.
O'Connell M, et al. Development of PCR primers for nine polymorphic American mink, Mustela
vison, microsatellite loci. Mol Ecol. 1996 5:311-312.