Pelsfarver hos hund, af Helle Friis Proschowsky,

Nedarvning af farver hos hunde er meget komplekst, og det følgende bliver derfor kun en kort beskrivelse. Hver race har sit specielle særpræg, og interesserede henvises til " bibelen" på dette område: "The inheritance of coat colors in dogs" af Clarence C. Little Howell Book House, 1984, pp194.

Farven i hundes pels skyldes pigmentkorn der indeholder stoffet melanin. Størrelsen og tætheden af kornene afgør hvor mørk pelsen ser ud. Pigmentkorenene dannes kontinuerligt ved roden af håret mens det gror. Hvis denne proces ændres eller afbrydes når håret er vokset halvt ud, fås et bånd af en anden nuance på håret. Dette kaldes vildtfarve eller agouti, og findes bl.a hos Schæfer og Norsk elghund. Vildtfarvede hvalpe fødes sorte, fordi kun den første del af håret er vokset frem ved fødslen.

Man mener at der findes loci(steder) for farvegener på mindst 10 forskellige kromosompar hos hunde. Alle hunde besidder disse farvegener, men langt fra alle alleler kommer til udtryk i alle racer.

Hos nogle racer er pelsfarven meget konstant, og alle individder i racen har i princippet samme farve, som f.eks. Rottweiler. Hos andre findes et utal af farvevarianter.

Kort beskrivelse af de 10 kendte loci´s betydning for farven:

Locus A: Bestemmer mængden og lokaliseringen af mørkt og lyst pigment, både i det enkelte hår, og i pelsen som helhed. Allelen a^t giver f.eks. black and tan- farve hos Rottweiler og Gordon setter.

Locus B: Bestemmer om mørkt pigment skal være sort(B) eller leverbrunt(b)

Locus C: Bestemmer pigmenteringsdybden. Indeholder bl.a. allelen c^a der giver albinoer og chinchilla-allelen c^ch , der lysner røde og gule farver til cremefarvet hos f.eks..cocker spaniel. Chinchilla-allelen er også årsag til den store variation i pigmenteringsdybden hos f.eks. Cheasapeake bay retriever.

Locus D: Påvirker intensiteten af farven. Allelen store D giver intens farve (sort Grand Danois) mens allelen d giver blå fortynding. Weimaraner har altid allelen d sammen med b, det er altså leverbrun der bliver fortyndet til den karakteristiske farve.

Locus E: Påvirker mønstret af mørkt pigment i pelsen. Allelen E^m giver f.eks. sort maske hos leonberger ,og allelen e^br er ansvarlig for tigerstribning ( brindle) hos Boxer og Grand Danois.

Locus G: alleler i dette lokus afgør hvorvidt farven bleges med alderen eller ej.

Locus M: Den dominante allel M giver merlefarve ( Collie, Shetland sheepdog) mens den recesive allel m giver ensartet pigmentering. Det er velkendt at man ikke bør parre to hunde med merlefarve, idet allelen i dobbelt dosis ofte følges med skader på syn og hørelse.(se nedenfor)

Locus S: Bestemmer fordelingen af farvede og hvide områder på kroppen. Den dominante allel S giver fuldstændig pigmentering, evt. med små hvide pletter på bryst og poter (Retrievere, Boxere, New Foundlænder). De tre mere recesive s-alleler giver stigende mængder af hvidt med Clumber spaniel og Dalmatiner som de mest hvide.