Indenfor laboratoriedyr som f.eks. mus, rotter, marsvin og kaniner har det været muligt at opnå fuldstændig indavlede dyr. Teoretisk vil man ved fortsat helsøskendeparring opnå 99,8 procents indavl efter 20 generationers forløb. Ved fortsat helsøskende parring eller forældre-afkom parringer er indavlsgraden bestemt af indavlen i de to foregående generationer, og man har Fn = (1 + 2*F(n-1) + F(n-2))/4, hvor Fn er indavlen i generation n, se løsning til opgave 4.2. De totalt indavlede stammer har den fordel at de genetisk set er fuldstændig ens, så i forbindelse med afprøvning af f.eks. nye lægemidler kan man nøjes med et mindre antal forsøgsdyr end ved anvendelse af udavlede dyr, da fejlvariansen er mindre. For at opretholde ensartetheden er det nødvendigt, at man hele tiden anvender helsøskendeparringer, og når der skal anvendes mange dyr til et forsøg, skal opformeringen ske på en sådan måde, at der maksimal er 5 generationer tilbage til det par hvorfra de alle stammer. Årsagen til at man skal være så omhyggelig ligger i det forhold, at ethvert nyt individ bærer et vist antal nymutationer, disse mutationer bliver meget synlige på en indavlet baggrund.
Det har ikke været muligt at nå fuldstændig indavl indenfor vore almindelige husdyr arter. Når indavlen er nået op til en 60-70 procent har fertiliteten på grund af indavlsdepressionen været så meget reduceret, at det ikke har været muligt at nå videre. For laboratoriedyrenes vedkommende er man nået igennem den barriere, og det har vist sig, at de stammer der først er blevet 100 indavlede kan have en høj og stabil fertilitet.
Hver indavlslinie, der bliver opretholdt kommerciel, er specialiseret til helt specifikke formål, som f.eks. diabetes mus, der let får diabetes. De anvendes naturligvis indenfor diabetes forskningen. Der findes også en lang række transgene stammer af både rotter og mus, hver specialiseret til sit formål. Link til udbydere af laboratoriedyr.